Kædesamarbejde om misbrugsbehandling
På Ringgården ser vi det som vores opgave at fungere som et behandlingssted, der supplerer den kommunale indsats, når denne ikke er tilstrækkelig til at opnå god effekt. Vi betragter vores indsats som en intensiv ”værftsfunktion” i et tæt samarbejde med det kommunale rusmiddelcenter.
Baggrunden for at tænke således er, at undersøgelser og erfaringer fra klinisk praksis peger på, at mindst 50% af de borgere, der opsøger et kommunalt rusmiddelcenter for at få behandling for deres afhængighed af alkohol, kokain eller andet, også lider af personlighedsforstyrrelse eller psykisk symptomlidelse som f.eks. angst, depression eller ADHD i så alvorlig grad, at ambulant behandling ikke kan give et effektivt resultat
For denne målgruppe er der brug for at tænke i "behandlingskæder", hvor den ambulante indsats suppleres med en hensigtsmæssig, intensiv og dobbeltfokuseret døgnindlæggelse. Et døgnforløb på Ringgården i Middelfart kan udgøre den intensive fase, hvor der er tid til at stabilisere klienten, udrede psykiske problematikker grundigt og formulere en nyttig, langvarig behandlingstilgang.
Når opholdet på Ringgården nærmer sig sin afslutning udfærdiges en rapport, der indeholder et sammendrag af de behandlingsmæssige erfaringer, herunder vores faglige vurderinger, udredningsmæssige fund og anbefalinger til den fortsatte indsats. Denne rapport er en væsentlig del af stafetoverdragelsen til de fagfolk, der fremover skal støtte borgeren i at omsætte de opnåede erkendelser og mål til hverdagens praksis.